Gode råd til etablering af advisory board

Indicator   •   2. april 2020

rådgivning

En to-do liste uden ende

At være indehaver af en mindre virksomhed er et job, der typisk er en blæksprutte værdigt. Udover at skulle bruge tid på at levere den vare eller ydelse, som virksomheden sælger, så er der nemlig også tusinde andre ting, man som indehaver skal have styr på. Der skal lægges strategier, der skal sikre at virksomheden overlever på både kort og langt sigt, men når man er en lille, nyopstartet virksomhed, er man som direktør dog ofte tidsmæssigt udfordret. Derfor er et advisory board en vigtig hjælpende hånd, i de stunder hvor det hele er lige ved at brænde på. Her kommer derfor nogle gode råd til etablering af et advisory board. 

Hvordan fungerer det?

Et advisory board er på mange måder et alternativ til en bestyrelse, men hvor en bestyrelse både kan træffe beslutninger og tilmed fyre direktøren, så kan et advisory board blot give gode råd, og det er op til virksomhedens ledelse selv om den vælger at følge rådene. Et advisory board skal som udgangspunkt helst bestå af en række forskellige personligheder, med forskellig faglig baggrund, for at sikre, at de kan rådgive om så bred en vifte af fagområder som muligt. Medlemmerne kan man finde enten i sit netværk, eller hos onlineudbydere som for eksempel nboard.dk. Det var her vi fandt vores. 

Vi har også spurgt indehaver af nyibestyrelsen.dk og all-round advisory board- og bestyrelsesnørd Laura Vilsbæk til råds om hendes take på advisory boards. Hun understreger, at et advisory board i virkligheden er en god mulighed for at få strategisk sparring på højt niveau på de områder, hvor virksomheden har brug for det. Derudover pointerer hun, at et godt advisory board handler om “de tre k’er”: kemi, kultur og kompetence. I præcis den rækkefølge. At der er kemi og en god forståelse for virksomhedskulturen kommer før de kompetencer, man måtte have brug for i bestyrelsen. Derfor bør man rent kompetencemæssigt kigge efter både personlige og faglige kompetencer. Det er nemlig vigtigt at sørge for for at sammensætte holdet bredt, så der er flere forskellige kompetencer og også meget gerne flere forskellige personligheder omkring bordet. Som professor Katherine Phillips siger: Diversitet gør os klogere.

advisory board

Gode råd?

Det anbefales typisk at mødes med sit advisory board engang hver anden måned, men frekvensen af møderne kan ændres efter virksomhedens behov. Når man sammensætter et advisory board, skal man gøre sig nogle overvejelser omkring, hvordan man får mest ud af sine medlemmer, hvorledes man bruger deres kompetencer bedst og vigtigst af alt hvordan man sikrer at de holder engagementet og motivationen. Her understreger Laura Vilsbæk, at det er drønvigtigt at involvere sine medlemmer, fordi bestyrelsesmedlemmer ikke kan give sparring på eller forholde sig til mere, end de ved. Man skal altså huske at holde et højt informationsniveau og sørge for en god og ærlig onboarding, hvor man hurtigt bliver bragt up to speed på alle styrkerne og mulighederne – og alt det, der skal arbejdes med, hvis man vil have mest ud af sit advisory board. Det gør sig også gældende på møderne. Udover at der selvfølgelig skal deles materiale i god tid før mødet, så alle medlemmer har tid til at forberede sig, så må der også meget gerne være en eller anden form for løbende rapportering og kontakt mellem møderne. På den måde kan man arbejde langt mere effektivt og værdiskabende under selve møderne.

Hvordan gør vi det?

Vores advisory board består af fem forskellige profiler, samt de to partnere i virksomheden. Vi afholder typisk et møde med vores advisory board engang hver anden måned, og for os er det en kæmpe gave. Kompetencemæssigt er vi dækket hele vejen rundt, og da vi sammensatte vores board ledte vi også efter forskellige typer med forskellige baggrund så medlemmerne kunne komplimentere hinanden kompetencemæssigt. Det var også et krav, at vores board skulle have personligheder, der var forskellige fra os selv, således at de havde nogle kompetencer, som vi ikke selv har. Det var dog vigtigst, at der var et personligt match. Medlemmerne af vores board har også selv udtrykt tilfredshed med den måde, som vi samarbejder på, og der er en enighed om, at samarbejdet er gensidigt, og at de også selv får noget ud af at være med. Både personligt og fagligt. 

Når vi mødes med vores advisory board, sørger vi så vidt muligt for, at der ikke går klassisk møde i den. Vi har erfaret, at det, der er mest givende for os, er når vi sørger for at aktivere hinanden. Vi stiller for eksempel ofte en konkret opgave, på baggrund af en udfordring i virksomheden, som vi har brug for en hjælpende hånd til at få løst. Ved at aktivere medlemmerne sikrer vi, at de er engagerede og motiverede i arbejdet, hvilket i sidste ende er med til at skabe de bedst mulige resultater. En høj motivation blandt medlemmerne er altså et vigtigt succeskriterium. Vores force er desuden, at vores advisory board er gode til selv at byde sig til og give sparring, også udenfor møderne. Har man et godt advisory board, kan de gode råd ende med at være guld værd.

  • Sørg for at have et advisory board bestående af medlemmer med forskellige baggrunde

  • Husk at aktivere medlemmerne til møderne, så I sørger for at holde motivationen oppe

  • Husk at inddrage medlemmerne så meget som muligt 

  • Hold et højt informationsniveau, så får du den mest kompetente rådgivning 

Hvis du ønsker rådgivning om, hvordan du bedre får arbejdet til at køre som smurt i din virksomhed, så tøv ikke med at kontakte os. 

Kontakt os her.